Skatteforlaget

T-50/06 RENV II Statsstøtte Irland mod Kommissionen Aughinish Alumina mod Kommissionen - Dom

RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

21. marts 2012

»Statsstøtte – direktiv 92/81/EØF – punktafgift på mineralolie – mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid – fritagelse for punktafgift – fritagelsens forenelighed med en bemyndigelsesbeslutning vedtaget af Rådet i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 – formodning om EU-retsakters lovlighed – retssikkerhed – god forvaltning«

I de forenede sager T-50/06 RENV, T-56/06 RENV, T-60/06 RENV, T-62/06 RENV og T-69/06 RENV,

Irland, først ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget, derefter ved E. Creedon, som befuldmægtiget, bistået af barrister P. McGarry,

sagsøger i sag T-50/06 RENV,

Den Franske Republik ved G. de Bergues og J. Gstalter, som befuldmægtigede,

sagsøger i sag T-56/06 RENV,

Den Italienske Republik ved avvocati dello Stato G. Aiello, G. De Bellis og S. Fiorentino,

sagsøger i sag T-60/06 RENV,

Eurallumina SpA, Portoscuso (Italien), ved solicitors R. Denton og L. Martin Alegi,

sagsøger i sag T-62/06 RENV,

Aughinish Alumina Ltd, Askeaton (Irland), ved solicitors J. Handoll og C. Waterson,

sagsøger i sag T-69/06 RENV,

mod

Europa-Kommissionen ved V. Di Bucci, N. Khan, D. Grespan og K. Walkerová, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2006/323/EF af 7. december 2005 om den punktafgiftsfritagelse for mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid i Gardanne, i Shannon-regionen og på Sardinien, som henholdsvis Frankrig, Irland og Italien har indført (EUT 2006 L 119, s. 12),

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne V. Vadapalas, K. Jürimäe, K. O’Higgins og M. van der Woude,

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. september 2011,

afsagt følgende

Dom

Sagens baggrund

Aluminiumoxid

1 Aluminiumoxid (eller alumina) er et hvidt pulver, der hovedsageligt anvendes i smelteovne til produktion af aluminium. Det udvindes af bauxit gennem en raffineringsproces, hvis sidste fase består i kalcinering. Over 90% af den kalcinerede aluminiumoxid bruges til smeltning af aluminium. Resten videreforarbejdes med henblik på kemiske anvendelser. Der findes to særskilte produktmarkeder, nemlig et marked for metallurgisk aluminiumoxid og et marked for kemisk aluminiumoxid. Mineralolie kan anvendes som brændsel ved aluminiumoxidproduktionen.

2 I Irland, Italien og Frankrig findes der kun én enkelt producent af aluminiumoxid. Det drejer sig om henholdsvis Aughinish Alumina Ltd (herefter »AAL«), som har hjemsted i Shannon-regionen, Eurallumina SpA, som har hjemsted på Sardinien, og Alcan Inc., som har hjemsted i Gardanne-regionen. Der findes ligeledes aluminiumoxidproducenter i Tyskland, Spanien, Grækenland, Ungarn og Det Forenede Kongerige.

Direktiver vedrørende punktafgifter på mineralolier

3 I Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12) fastsættes regler for punktafgifter for mineralolier.

4 Ifølge artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 92/81 skal medlemsstaterne pålægge mineralolier en harmoniseret punktafgift i overensstemmelse med direktivet og fastsætte punktafgiftssatserne i overensstemmelse med Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier (EFT L 316, s. 19).

5 Ifølge artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 kan Rådet give en medlemsstat tilladelse til at indføre andre fritagelser for den harmoniserede punktafgift end dem, som udtrykkeligt er fastsat i direktivet. Stykket har følgende ordlyd:

»Rådet kan med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre yderligere fritagelser eller lempelser, hvis særlige politiske hensyn taler herfor.

En medlemsstat, der ønsker en sådan foranstaltning, underretter Kommissionen herom og meddeler den samtidig alle relevante eller nødvendige oplysninger. Kommissionen underretter de andre medlemsstater om den foreslåede foranstaltning inden en måned.

Hvis hverken Kommissionen eller en medlemsstat inden to måneder fra den dato, på hvilken de andre medlemsstater har modtaget underretning i overensstemmelse med stk. 2, har anmodet om, at sagen forelægges for Rådet, anses Rådet for at have givet tilladelse til den ønskede fritagelse eller lempelse.«

6 Artikel 8, stk. 5, i direktiv 92/81 lyder således:

»Finder Kommissionen, at de i stk. 4 omhandlede fritagelser og lempelser ikke længere kan opretholdes, navnlig på grund af illoyal konkurrence eller forstyrrelser af det indre marked eller af hensyn til Fællesskabets miljøbeskyttelsespolitik, forelægger den Rådet passende forslag. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed om disse forslag.«

7 I artikel 6 i direktiv 92/82 fastsattes den minimumssats for punktafgiften på svær brændselsolie, som medlemsstaterne skulle anvende fra den 1. januar 1993, til 13 EUR pr. 1 000 kg.

8 Ved Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, s. 51) blev direktiv 92/81 og 92/82 ophævet med virkning fra den 31. december 2003.

9 Ifølge artikel 2, stk. 4, litra b), andet led, i direktiv 2003/96 finder direktivet ikke anvendelse på dobbelt anvendelse af energiprodukter. Ifølge samme bestemmelse har et energiprodukt en dobbelt anvendelse, når det anvendes både som brændsel til opvarmning og til andre formål end som motorbrændstof og brændsel til opvarmning. Anvendelse af energiprodukter til kemisk reduktion og til elektrolyse og metallurgiske processer skal anses for dobbelt anvendelse. Siden den 1. januar 2004 har der således ikke længere været en minimumssats for punktafgiften på svær brændselsolie, der anvendes til produktion af aluminiumoxid.

10 Endvidere bestemmes det i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2003/96, at medlemsstaterne, med forbehold af Rådets forudgående gennemgang af situationen på grundlag af et forslag fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, fortsat kan anvende afgiftsnedsættelserne eller ‑fritagelserne i de tilfælde, der er opregnet i bilag II, til og med den 31. december 2006. Punkt 6, 7 og 8 i det nævnte bilag II vedrører bl.a. punktafgiftsfritagelse for svær brændselsolie, der anvendes som brændstof ved produktionen af aluminiumoxid henholdsvis i Gardanne-regionen (Frankrig), Shannon-regionen (Irland) og på Sardinien (Italien).

Beslutninger vedtaget af Rådet på grundlag af artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81

11 Irland, Den Italienske Republik og Den Franske Republik har fritaget mineralolier, der anvendes til produktion af aluminiumoxid, for punktafgift siden henholdsvis 1983, 1993 og 1997 (herefter »den irske fritagelse«, »den italienske fritagelse« og »den franske fritagelse« eller under ét »de omtvistede fritagelser«).

12 Den irske fritagelse blev indført i irsk ret ved Statutory Instrument No 126/1983, Imposition of Duties (No 265) (Excise Duty on Hydrocarbon Oils) Order, 1983 (anordning om afgifter (nr. 265) (punktafgift på kulbrinteolier)) af 12. maj 1983. Den blev efterfølgende indført i section 100, stk. 1, i Finance Act, 1999 (finansloven af 1999). Tilladelsen til at anvende fritagelsen i Shannon-regionen blev givet ved Rådets beslutning 92/510/EØF af 19. oktober 1992 om bemyndigelse af medlemsstaterne til fortsat at anvende de eksisterende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser, der gælder for visse typer mineralolie, når disse anvendes til særlige formål, i overensstemmelse med procedurerne i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 (EFT L 316, s. 16). Rådet revurderede og forlængede tilladelsen til og med den 31. december 1998 ved beslutning 97/425/EF af 30. juni 1997 om bemyndigelse af medlemsstaterne til fortsat at anvende de gældende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81 (EFT L 182, s. 22). Rådet forlængede på ny tilladelsen til og med den 31. december 2000 ved beslutning 1999/880/EF af 17. december 1999 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at anvende eller fortsat anvende de gældende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81 (EFT L 331, s. 73).

13 Den italienske fritagelse blev indført i italiensk ret ved decreto legislativo 26 ottobre 1995 n° 504, Testo unico delle disposizioni legislative concernenti le imposte sulla produzione e sui consumi e relative sanzioni penali e amministrative (lovdekret nr. 504 af 26.10.1995, konsolideret udgave af lovbestemmelser om afgifter på produktion og forbrug samt om strafferetlige og administrative sanktioner på området, almindeligt tillæg til GURI nr. 279 af 29.11.1995). Der blev givet tilladelse til at anvende fritagelsen på Sardinien til og med den 31. december 1994 ved Rådets beslutning af 13. december 1993 om bemyndigelse af en række medlemsstater til at anvende eller fortsat at anvende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 (EFT L 321, s. 29). Rådet forlængede tilladelsen første gang til og med den 31. december 1996 ved beslutning 96/273/EF af 22. april 1996 om bemyndigelse af en række medlemsstater til at anvende eller fortsat at anvende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser for visse typer mineralolier, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 (EFT L 102, s. 40). Rådet forlængede tilladelsen anden gang til og med den 31. december 1998 ved beslutning 97/425. Rådet forlængede tilladelsen tredje gang til og med den 31. december 1999 ved beslutning 1999/255/EF af 30. marts 1999 om bemyndigelse, i henhold til direktiv 92/81/EØF, af visse medlemsstater til at indføre eller fortsat anvende punktafgiftsfritagelser eller ‑lempelser for visse typer mineralolier, samt om ændring af Rådets beslutning 97/425 (EFT L 99, s. 26). Rådet forlængede tilladelsen fjerde gang til og med den 31. december 2000 ved beslutning 1999/880.

14 Den franske fritagelse blev indført i fransk ret ved artikel 6 i loi de finances rectificative pour 1997 n° 97-1239 (tillægsbevillingslov for 1997 nr. 97-1239 af 29.12.1997, JORF af 30.12.1997, s. 19101). Der blev givet tilladelse til at anvende fritagelsen i Gardanne-regionen til og med den 31. december 1998 ved Rådets beslutning 97/425. Rådet forlængede tilladelsen første gang til og med den 31. december 1999 ved beslutning 1999/425. Rådet forlængede den anden gang til og med den 31. december 2000 ved beslutning 1999/880.

15 Ved Rådets beslutning 2001/224/EF af 12. marts 2001 om punktafgiftsnedsættelser og ‑fritagelser for visse mineralolier, når disse anvendes til særlige formål (EFT L 84, s. 23) – den sidste rådsbeslutning vedrørende de omtvistede fritagelser – blev tilladelsen til at anvende fritagelserne forlænget til og med den 31. december 2006. Ifølge femte betragtning til beslutningen »foregriber [denne] ikke resultatet af eventuelle fremtidige sager om forvridning af det indre marked, som anlægges navnlig i henhold til [artikel 87 EF og 88 EF]«, og »fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til [artikel 88 EF] at underrette Kommissionen om eventuelle statsstøtteprojekter«.

Den administrative procedure

16 Irland underrettede ved skrivelse af 28. januar 1983 Kommissionen om, at Irland stod i begreb med, til fordel for AAL, at opfylde et tilsagn om punktafgiftsfritagelse for svær brændselsolie, der anvendes ved produktion af aluminiumoxid, som Irland i april 1970 havde givet deltagerne i et projekt vedrørende udvinding af aluminiumoxid af bauxit ved mundingen af Shannon-floden. Ved skrivelse af 22. marts 1983 meddelte Kommissionen, at fritagelsen udgjorde statsstøtte, der skulle anmeldes. Endvidere anførte den, at hvis støtten først skulle ydes fra det pågældende tidspunkt, kunne Irland betragte skrivelsen af 28. januar 1983 som en anmeldelse i henhold til EØF-traktatens artikel 93, stk. 3. Ved skrivelse af 6. maj 1983 anmodede Irland Kommissionen om at betragte skrivelsen således. Kommissionen vedtog ikke nogen beslutning i anledning af denne korrespondance.

17 Ved skrivelser af 29. maj og 2. juni 1998 udbad Kommissionen sig oplysninger fra Den Italienske Republik og Den Franske Republik med henblik på at afklare, om henholdsvis den italienske fritagelse og den franske fritagelse var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87 EF og 88 EF. Efter en påmindelse fra Kommissionen af 16. juni 1998 svarede Den Italienske Republik den 20. juli 1998. Efter at have anmodet om en forlængelse af svarfristen den 10. juli 1998 svarede Den Franske Republik ved skrivelse af 7. august 1998.

18 Ved skrivelser af 17. juli 2000 anmodede Kommissionen Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik om at anmelde de omtvistede fritagelser til den. Den Franske Republik svarede ved skrivelse af 4. september 2000. Ved skrivelser af 27. september 2000 gentog Kommissionen sin anmodning over for Irland og Den Italienske Republik og udbad sig supplerende oplysninger fra dem og fra Den Franske Republik. De irske myndigheder besvarede anmodningen ved skrivelse af 18. oktober 2000. Efter en påmindelse fra Kommissionen af 20. november 2000 besvarede de italienske og de franske myndigheder den ligeledes, henholdsvis den 7. og den 8. december 2000.

19 Ved beslutning K(2001) 3296, K(2001) 3300 og K(2001) 3295 af 30. oktober 2001 indledte Kommissionen proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF vedrørende henholdsvis den irske, den italienske og den franske fritagelse. Beslutningerne blev meddelt Irland, Den Italienske Republik og Den Franske Republik ved skrivelser af 5. november 2001 og offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 2. februar 2002 (EFT C 30, s. 17, 21 og 25).

20 Kommissionen modtog bemærkninger fra AAL, Eurallumina, Alcan og den europæiske aluminiumsorganisation, European Aluminium Association. Bemærkningerne blev meddelt Irland, Den Italienske Republik og Den Franske Republik den 26. marts 2002.

21 Efter ved telefaxmeddelelse af 1. december 2001 at have anmodet om en udsættelse af fristen, som blev tilstået den 7. december 2001, fremsatte Irland sine bemærkninger ved skrivelse af 8. januar 2002. Ved skrivelse af 18. februar 2002 anmodede Kommissionen Irland om at fremlægge bevis for, at Irland havde givet AAL et bindende tilsagn, før det tiltrådte Fællesskabet. Irland efterkom anmodningen ved skrivelse af 26. april 2002. Den Italienske Republik fremsatte sine bemærkninger ved skrivelse af 6. februar 2002. Efter ved skrivelse af 21. november 2001 at have anmodet om en forlængelse af svarfristen, som blev tilstået den 29. november 2002, fremsatte Den Franske Republik sine bemærkninger ved skrivelse af 12. februar 2002.

Den anfægtede beslutning

22 Den 7. december 2005 vedtog Kommissionen beslutning 2006/323/EF om den punktafgiftsfritagelse for mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid i Gardanne, i Shannon-regionen og på Sardinien, som henholdsvis Frankrig, Irland og Italien har indført (EUT L 119, s. 12, herefter »den anfægtede beslutning«).

23 Den anfægtede beslutning vedrører perioden før den 1. januar 2004, hvor direktiv 2003/96 fik virkning. Den formelle undersøgelsesprocedure blev dog ved beslutningen forlænget med perioden efter den 1. januar 2004.

24 I den anfægtede beslutnings dispositive del bestemmes navnlig følgende:

»Artikel 1

De fritagelser fra punktafgift, som Frankrig, Irland og Italien har ydet for svær brændselsolie anvendt til produktion af aluminiumoxid indtil 31. december 2003, udgør statsstøtte som omhandlet i [artikel 87, stk. 1, EF].

Artikel 2

I det omfang, hvor den er uforenelig med fællesmarkedet, skal støtte ydet i perioden mellem 17. juli 1990 og 2. februar 2002 ikke tilbagesøges, da dette ville være i strid med generelle fællesskabsretlige principper.

Artikel 3

Støtte som omhandlet i artikel 1, der er ydet i perioden mellem 3. februar 2002 og 31. december 2003, er forenelig med fællesmarkedet efter [artikel 87, stk. 3, EF], for så vidt støttemodtagerne betalte en afgift på mindst 13,01 EUR pr. 1 000 kg svær brændselsolie.

Artikel 4

Støtte [...] ydet i perioden mellem den 3. februar 2002 og den 31. december 2003 er uforenelig med fællesmarkedet efter artikel 87, stk. 3 [EF], for så vidt støttemodtagerne ikke betalte en afgift på mindst 13,01 EUR pr. 1 000 kg svær brændselsolie.

Artikel 5

1. Frankrig, Irland og Italien træffer de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 4 omhandlede ulovlige statsstøtte fra støttemodtagerne.

[...]

5. Frankrig, Irland og Italien påbyder senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning modtagerne af den i artikel 4 omhandlede ulovlige støtte at tilbagebetale den ulovligt ydede støtte med tillæg af renter.«

Forhandlingerne for Retten og Domstolen

25 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 16. februar 2006 (sag T-60/06), den 17. februar 2006 (sagerne T-50/06 og T-56/06) og den 23. februar 2006 (sagerne T-62/06 og T-69/06) har sagsøgerne – Den Italienske Republik, Irland, Den Franske Republik, Eurallumina og AAL – anlagt de foreliggende sager med påstand om hel eller delvis annullation af den anfægtede beslutning.

26 Ved særskilt dokument indgået til Rettens Justitskontor den 22. marts 2006 har AAL i henhold til artikel 242 EF fremsat begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning, i den udstrækning den vedrører AAL. Ved kendelse af 2. august 2006 (sag T-69/06 R, Aughinish Alumina mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser) tog Rettens præsident ikke begæringen til følge og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.

27 I henhold til artikel 14 i Rettens procesreglement og efter forslag fra Anden Afdeling har Retten, efter at have hørt parterne i overensstemmelse med procesreglementets artikel 51, besluttet at henvise sagen til en udvidet afdeling.

28 Ved kendelse af 24. maj 2007 har formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling, efter at have hørt parterne, forenet de foreliggende sager med henblik på den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 50.

29 Ved dom af 12. december 2007, Irland m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-50/06, T-56/06, T-60/06, T-62/06 og T-69/06, ikke trykt i Samling af Afgørelser), forenede Retten de foreliggende sager med henblik på dommen. Den annullerede den anfægtede beslutning med den begrundelse, at Kommissionen i beslutningen havde tilsidesat den begrundelsespligt, som påhviler den efter artikel 253 EF, for så vidt angår den manglende anvendelse i de foreliggende tilfælde af artikel 1, litra b), nr. v), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 88 EF] (EFT L 83, s. 1). Endvidere frifandt den i sag T-62/06 derudover Kommissionen efter at have fastslået, at Euralluminas påstande om, at det skulle fastslås, enten at den italienske fritagelse, hvortil der var givet tilladelse ved beslutning 2001/224, var lovlig til og med den 31. december 2006, og at alle de beløb, Den Italienske Republik havde udbetalt eller skulle udbetale, i det mindste til og med den 31. december 2003, ikke skulle anses for ulovlig statsstøtte, eller at de ikke skulle tilbagesøges, eller at den anfægtede beslutnings artikel 5 og 6 skulle ændres, ikke kunne antages til realitetsbehandling.

30 Ved stævning af 26. februar 2008 iværksatte Kommissionen appel til prøvelse af Rettens dom.

31 Ved dom efter appel af 2. december 2009, Kommissionen mod Irland m.fl. (sag C-89/08 P, Sml. I, s. 11245), ophævede Domstolen dommen i sagen Irland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, i det omfang den anfægtede beslutning heri var blevet annulleret med den begrundelse, at Kommissionen i beslutningen havde tilsidesat begrundelsespligten for så vidt angår den manglende anvendelse i de foreliggende tilfælde af artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999, og i den udstrækning Kommissionen i dommen var blevet pålagt at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgernes omkostninger, herunder i sagen om foreløbige forholdsregler i sag T-69/06 R. Endvidere hjemviste Domstolen de forenede sager T-50/06, T-56/06, T-60/06, T-62/06 og T-69/06 til Retten og udsatte afgørelsen om sagernes omkostninger.

32 Efter hjemvisningsdommen og i overensstemmelse med procesreglementets artikel 118, stk. 1, er de foreliggende sager ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 18. december 2009 blevet henvist til Anden Udvidede Afdeling.

33 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 119, stk. 1, er der af parterne indgivet indlæg med deres skriftlige bemærkninger, den 1. februar 2010 af Irland i sag T-50/06 RENV, den 4. februar 2010 af Den Italienske Republik i sag T-60/06 RENV, den 12. februar 2010 af Eurallumina i sag T-62/06 RENV, den 16. februar 2010 af Den Franske Republik i sag T-56/06 RENV og af AAL i sag T-69/06 RENV samt den 28. april 2010 af Kommissionen i alle de foreliggende sager. Den Franske Republik har i sit skriftlige indlæg oplyst, at den som følge af Domstolens standpunkt i hjemvisningsdommen har frafaldet et af de i stævningen fremsatte anbringender, som vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten.

34 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling den 1. marts 2010 er de foreliggende sager blevet forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen.

35 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger er den refererende dommer blevet tilknyttet Fjerde Afdeling, og de foreliggende sager er derfor ved afgørelse af 20. september 2010 blevet henvist til denne afdeling.

36 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement anmodet parterne og Rådet for Den Europæiske Union om at besvare en række spørgsmål. Parterne og Rådet har efterkommet anmodningen inden for den fastsatte frist.

37 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 14. september 2011.

Påstande nedlagt af sagens parter efter hjemvisningen

38 I sag T-50/06 RENV har Irland nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning annulleres, i det omfang den vedrører den irske fritagelse.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

39 I sag T-69/06 RENV har AAL nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning annulleres, i det omfang den vedrører AAL.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

40 I sag T-60/06 RENV har Den Italienske Republik i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning annulleres, i det omfang den vedrører den italienske fritagelse.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41 I sag T-62/06 RENV har Eurallumina i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning som helhed eller beslutningens artikel 1 og 4-6, eller subsidiært beslutningens artikel 5 og 6, annulleres, i det omfang beslutningen eller de nævnte artikler vedrører Eurallumina,

og/eller:

– Det fastslås, at den italienske fritagelse, hvortil der blev givet tilladelse ved beslutning 2001/224, er lovlig til og med den 31. december 2006, og at alle de beløb, Den Italienske Republik har udbetalt eller skal udbetale, ikke skal anses for ulovlig statsstøtte, eller at de i det mindste ikke skal tilbagesøges.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42 I sag T-56/06 RENV har Den Franske Republik i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning som helhed eller subsidiært dens artikel 5 annulleres, i det omfang beslutningen eller den nævnte artikel vedrører den franske fritagelse.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

43 Kommissionen har i de foreliggende sager i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagernes omkostninger.

Retlige bemærkninger

Euralluminas påstande om, at Retten foretager visse konstateringer

44 Det er ufornødent at prøve Euralluminas påstande om, at Retten fastslår, at den italienske fritagelse, hvortil der blev givet tilladelse ved beslutning 2001/224, er lovlig til og med den 31. december 2006, og at alle de beløb, Den Italienske Republik har udbetalt eller skal udbetale, ikke skal anses for ulovlig statsstøtte, eller at de i det mindste ikke skal tilbagesøges. Påstandene blev nemlig allerede afvist i dommen i sagen Irland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor. Eftersom de dele af dommen, der vedrører dette punkt, ikke blev ophævet ved dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 31 ovenfor, har de retskraft.

Sammenfatning af sagsøgernes anbringender og klagepunkter

45 Til støtte for deres annullationspåstande har sagsøgerne i det væsentlige påberåbt sig en række anbringender og klagepunkter, som er delvis sammenfaldende, skønt deres genstand formelt er forskellig, idet sagsøgerne hver især kun har anfægtet den anfægtede beslutning, i det omfang den for Den Italienske Republiks og Euralluminas vedkommende vedrører den italienske fritagelse (henholdsvis sag T-60/06 RENV og sag T-62/06 RENV), for Irlands og AAL’s vedkommende den irske fritagelse (henholdsvis sag T-50/06 RENV og sag T-69/06 RENV) og for Den Franske Republiks vedkommende den franske fritagelse (sag T-56/06 RENV). De nævnte anbringender og klagepunkter vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed og praktiske virkning, princippet om, at lex specialis går forud for lex generalis, princippet om god forvaltning, princippet om afskærelse af indsigelser (estoppel-princippet), princippet om iagttagelse af en rimelig frist og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, litra m), EF, artikel 87, stk. 1 og 3, EF, artikel 88 EF og artikel 157 EF, de bestemmelser, som er kodificeret i artikel 3, stk. 1, litra b), nr. i), iii) og iv), i forordning 659/1999, artikel 14, stk. 1, og artikel 17-19 i samme forordning, artikel 18 i direktiv 2003/96, sammenholdt med bestemmelserne i bilag II til direktivet, reglerne om støtte til miljøbeskyttelse, navnlig punkt 82, litra a), i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (EFT 2001 C 37, s. 3) og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (EFT 1998 C 74, s. 9) samt tilsidesættelse af begrundelsespligten.

46 For det første bemærkes, at parternes anbringender og klagepunkter navnlig vedrører det resultat, Kommissionen nåede frem til i den anfægtede beslutning ved at anvende reglerne om statsstøtte på de omtvistede fritagelser. Parterne har i det væsentlige gjort gældende, at dette resultat ikke lovligt kunne stride imod retsvirkningerne af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224. Dette er imidlertid tilfældet for så vidt angår den anfægtede beslutning, hvori det fastslås, eller som bygger på konstateringen af, at de omtvistede fritagelser, der blev indrømmet af Den Italienske Republik, Irland, og Den Franske Republik til og med den 31. december 2003, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og hvori det bestemmes, at støtten skal tilbagesøges hos modtagerne i det omfang, hvori den er uforenelig med fællesmarkedet, skønt Rådet havde givet de pågældende medlemsstater tilladelse til at anvende fritagelserne til og med den 31. december 2006. Endvidere har AAL gjort gældende, at anvendelsen af statsstøttereglerne i det foreliggende tilfælde ikke lovligt kan føre til et resultat, der strider imod det mål, som forfølges med artikel 3, stk. 1, litra m), EF og artikel 157 EF, nemlig beskyttelse og styrkelse af EU-industriens konkurrenceevne. Den anfægtede beslutning svækker EU-industriens konkurrenceevne på internationalt plan.

47 For det andet vedrører de anbringender og klagepunkter, Den Italienske Republik, Den Franske Republik og AAL har fremsat, bl.a. den anfægtede beslutning, i det omfang Kommissionen heri kvalificerer de omtvistede fritagelser, der blev indrømmet til og med den 31. december 2003, som statsstøtte som omhandlet i artikel 88 EF, eller i den udstrækning beslutningen bygger på denne kvalifikation.

48 For det tredje vedrører de anbringender og klagepunkter, Den Italienske Republik, Irland og AAL har fremsat, bl.a. den anfægtede beslutning i det omfang Kommissionen heri kvalificerer den italienske og den irske fritagelse, der blev indrømmet til og med den 31. december 2003 – for den irske fritagelses vedkommende bortset fra perioden før den 17. juli 1990 – som ny støtte og ikke som eksisterende støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, eller i den udstrækning beslutningen bygger på denne kvalifikation.

49 For det fjerde vedrører de anbringender og klagepunkter, Den Italienske Republik har fremsat, navnlig den anfægtede beslutning, for så vidt som det fastslås heri, at den statsstøtte, som angiveligt blev ydet til og med den 31. december 2003 på grundlag af den italienske fritagelse, ikke kan erklæres for forenelig med fællesmarkedet som omhandlet i artikel 87, stk. 3, EF, med den begrundelse, at den er tæt forbundet med Euralluminas gennemførelse af miljøbeskyttelsesmål eller har fremmet den økonomiske udvikling på Sardinien.

50 For det femte vedrører de anbringender og klagepunkter, Den Italienske Republik har fremsat, navnlig den anfægtede beslutning, for så vidt som det heri pålægges Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik at tilbagesøge den statsstøtte, der angiveligt blev ydet til og med den 31. december 2003 på grundlag af de omtvistede fritagelser, hos modtagerne.

51 Det er hensigtsmæssigt i det foreliggende tilfælde indledningsvis at prøve de af sagsøgernes anbringender og klagepunkter, som i det væsentlige vedrører ulovlig anvendelse af statsstøttereglerne på de omtvistede fritagelser, der blev indrømmet af Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik til og med den 31. december 2003 på grundlag af og i overensstemmelse med Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224.

Anbringenderne om ulovlig anvendelse af statsstøttereglerne på fritagelser indrømmet på grundlag af og i overensstemmelse med bemyndigelsesbeslutninger vedtaget af Rådet

52 I sag T-50/06 RENV har Irland ved det andet og det tredje anbringende bl.a. gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og princippet om afskærelse af indsigelser (estoppel-princippet) ved at fastslå, at den irske fritagelse, der blev indrømmet til og med den 31. december 2003, i henhold til reglerne om statsstøtte var delvis uforenelig med fællesmarkedet, skønt fritagelsen var blevet indrømmet på grundlag af og i overensstemmelse med Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224. Irland har bemærket, at Kommissionen aldrig har anfægtet lovligheden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger. Endvidere har Irland ved det fjerde anbringende navnlig gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning tilsidesatte princippet om afskærelse af indsigelser (estoppel-princippet) ved at anvende statsstøttereglerne på den irske fritagelse for lang tid efter at have fået kendskab til den støtte, som angiveligt var blevet ydet på grundlag af denne fritagelse.

53 I sag T-56/06 RENV har Den Franske Republik ved det andet anbringende beskyldt Kommissionen for i den anfægtede beslutning at have tilsidesat retssikkerhedsprincippet ved at bestemme, at den støtte, der angiveligt blev ydet i perioden fra den 3. februar 2002 til den 31. december 2003 på grundlag af den franske fritagelse, skulle tilbagesøges, skønt Den Franske Republik havde fået tilladelse til at anvende fritagelsen ved Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest ved beslutning 2001/224.

54 I sag T-60/06 RENV har Den Italienske Republik ved det sjette anbringende gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning bl.a. tilsidesatte princippet om formodningen om EU-retsakters lovlighed ved at bestemme, at den støtte, der angiveligt var blevet ydet i perioden fra den 3. februar 2002 til den 31. december 2003 på grundlag af den italienske fritagelse, skulle tilbagesøges, skønt Den Italienske Republik havde fået tilladelse til at anvende fritagelsen ved Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224.

55 I sag T-62/06 RENV har Eurallumina ved det andet anbringende beskyldt Kommissionen for i den anfægtede beslutning at have tilsidesat retssikkerhedsprincippet, princippet om formodningen om EU-retsakters lovlighed og praktiske virkning og princippet om, at lex specialis går forud for lege generali, ved at fastslå, at den italienske fritagelse, der blev indrømmet til og med den 31. december 2003, i henhold til reglerne om statsstøtte var delvis uforenelig med fællesmarkedet, skønt fritagelsen var blevet indrømmet på grundlag af og i overensstemmelse med Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224. Endvidere har Eurallumina ved det tredje anbringende gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet om god forvaltning i den anfægtede beslutning ved at bestemme, at den støtte, der angiveligt var blevet ydet i perioden fra den 3. februar 2002 til den 31. december 2003 på grundlag af den italienske fritagelse, skulle tilbagesøges, uden at tage hensyn til, at Den Italienske Republik havde fået tilladelse til at anvende fritagelsen ved Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest ved beslutning 2001/224.

56 I sag T-69/06 har AAL ved det andet anbringende navnlig beskyldt Kommissionen for i den anfægtede beslutning at have tilsidesat retssikkerhedsprincippet, princippet om EU-retsakters praktiske virkning og princippet om, at lex specialis går forud for lex generalis, og for at have overskredet sine beføjelser ved at fastslå, at den irske fritagelse, der blev indrømmet til og med den 31. december 2003, i henhold til reglerne om statsstøtte var delvis uforenelig med fællesmarkedet, skønt fritagelsen var blevet indrømmet på grundlag af og i overensstemmelse med Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224. Desuden har AAL ved det femte anbringende gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte retssikkerhedsprincippet, princippet om iagttagelse af en rimelig frist og princippet om god forvaltning i den anfægtede beslutning ved at anvende statsstøttereglerne på den irske fritagelse for lang tid efter at have fået kendskab til fritagelsen. Endelig har AAL ved det fjerde anbringende gjort gældende, at Kommissionen bl.a. tilsidesatte retssikkerhedsprincippet ved at vedtage den anfægtede beslutning, hvori den bestemte, at den statsstøtte, der angiveligt var blevet ydet selskabet i perioden fra den 3. februar 2002 til den 31. december 2003 på grundlag af den irske fritagelse, skulle tilbagesøges, skønt Irland havde fået tilladelse til at anvende fritagelsen ved Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest ved beslutning 2001/224.

57 I sagerne T-50/06 RENV, T-56/06 RENV, T-60/06 RENV, T-62/06 RENV og T-69/06 RENV har Kommissionen taget til genmæle mod alle sagsøgernes argumenter og nedlagt påstand om, at anbringenderne og klagepunkterne om, at der i den anfægtede beslutning blev foretaget en ulovlig anvendelse af reglerne om statsstøtte på fritagelser indrømmet på grundlag af og i overensstemmelse med Rådets bemyndigelsesbeslutninger, forkastes.

58 I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi er det hensigtsmæssigt først at prøve anbringenderne og klagepunkterne om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og/eller princippet om formodningen om EU-retsakters lovlighed. Sagsøgerne har ved disse anbringender og klagepunkter i det væsentlige beskyldt Kommissionen for, at den i den anfægtede beslutning ved at bestemme, at de omtvistede fritagelser, der blev indrømmet af Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik til og med den 31. december 2003, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og at denne støtte skal tilbagesøges hos modtagerne i det omfang, hvori den er uforenelig med fællesmarkedet, delvis har ophævet retsvirkningerne af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, hvori de pågældende medlemsstater fik tilladelse til at anvende fritagelserne til og med den 31. december 2006.

59 I denne henseende bemærkes, at der for EU-institutionernes retsakter i princippet gælder en formodning om lovlighed, og at de derfor afføder retsvirkninger, så længe de ikke er blevet trukket tilbage, annulleret under et annullationssøgsmål eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse (jf. Domstolens dom af 5.10.2004, sag C-475/01, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 8923, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

60 Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden, anses for ikke at have affødt nogen som helst, end ikke foreløbig, retsvirkning, dvs. at de juridisk bør anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevægt mellem to grundlæggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i præmis 59 ovenfor, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

61 De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Fællesskabets institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i præmis 59 ovenfor, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

62 Desuden fremgår det af fast retspraksis, at retssikkerhedsprincippet skal sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (Domstolens dom af 10.4.2003, sag C-305/00, Schulin, Sml. I, s. 3525, præmis 58, og af 15.9.2005, sag C-199/03, Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8027, præmis 69). I den forbindelse er det væsentligt, at EU’s institutioner overholder princippet om, at der ikke må ændres i en retsakt, der er vedtaget af dem, og som påvirker den retlige og faktiske stilling hos de retssubjekter, der er berørt deraf, hvorfor sådanne retsakter kun kan ændres under overholdelse af de gældende kompetence- og procedureregler (jf. Rettens dom af 21.10.1997, sag T-229/94, Deutsche Bahn mod Kommissionen, Sml. II, s. 1689, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis). En tilsidesættelse af dette princip kan dog ikke påberåbes, hvis det retssubjekt, hvis retlige og materielle situation er blevet berørt af den pågældende retsakt, ikke selv har overholdt de heri fastsatte betingelser (jf. Rettens dom af 25.3.1999, sag T-37/97, Forges de Clabecq mod Kommissionen, Sml. II, s. 859, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis). Overholdelse af retssikkerhedsprincippet kræver ligeledes, at EU’s institutioner principielt undgår uoverensstemmelser, der kan opstå i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige bestemmelser i EU-retten, navnlig hvis de pågældende bestemmelser har det samme formål såsom at forhindre konkurrencefordrejning i fællesmarkedet (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, præmis 41 og 42, og Rettens dom af 31.1.2001, sag T-156/98, RJB Mining mod Kommissionen, Sml. II, s. 337, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).

63 Endvidere bemærkes følgende, henset til, at de foreliggende anbringender og klagepunkter rejser spørgsmålet om forholdet mellem reglerne om harmonisering af lovgivningerne om skatter og afgifter, herunder reglerne om punktafgifter, og reglerne om statsstøtte.

64 På tidspunktet for de faktiske omstændigheder bestemtes det i artikel 2 EF bl.a., at Fællesskabets opgaver omfattede »oprettelsen af et fælles marked«. Med de i artikel 2 EF nævnte mål for øje bestemtes det i artikel 3, stk. 1, litra c) og g), EF, at Fællesskabets virke under de betingelser og i det tempo, som var foreskrevet i EF-traktaten, indebar oprettelse af »et indre marked ved fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem medlemsstaterne« og gennemførelse af »en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes«.

65 EF-traktaten forsynede Fællesskabet med redskaber til at fjerne de forskellige former for fordrejning, der skadede det indre markeds funktion.

66 Artikel 93 EF har til formål at reducere de hindringer for samhandelen, som følger af forskellene mellem de nationale afgiftsordninger, selv når disse ikke anvendes på diskriminerende måde (Domstolens dom af 27.2.1980, sag 171/78, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 447, præmis 20). Det bestemtes i den affattelse af artiklen, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen, at »Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, vedtager bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne vedrørende omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter, i det omfang en sådan harmonisering [var] nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion inden for den i artikel 14 fastsatte frist«. I henhold til artikel 93 EF havde Rådet således bemyndigelse til indbyrdes at tilnærme de nationale lovgivninger vedrørende punktafgifter, i den udstrækning det var nødvendigt for at sikre etableringen af det indre marked og dettes funktion (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.6.1999, sag C-166/98, Socridis, Sml. I, s. 3791, præmis 25, og generaladvokat Mischos forslag til afgørelse forud for denne dom, Sml. I, s. 3793, punkt 53).

67 Det følger af betragtningerne til og artikel 1, stk. 1, i direktiv 92/81, der blev vedtaget på grundlag af artikel 93 EF, at direktivet ved en harmonisering af afgifterne på mineralolie skal gennemføre de frie varebevægelser for de pågældende produkter og samtidig fremme det indre marked (Rettens dom af 27.9.2000, sag T-184/97, BP Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 3145, præmis 61).

68 Endvidere fremgår det af sjette betragtning til og artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81, at medlemsstaterne ikke ensidigt kan indføre yderligere fritagelser på de områder, som er omfattet af harmoniseringen af punktafgifter på mineralolier, men at dette skal gøres af Rådet, som med enstemmighed på forslag af Kommissionen kan give medlemsstaterne tilladelse til at indføre sådanne fritagelser, hvis særlige politiske hensyn taler herfor, når og så længe som det er foreneligt med det indre markeds funktion.

69 Det hedder således i sjette betragtning til direktiv 92/81, at »medlemsstaterne bør [...] have mulighed for, hvis de måtte ønske det, at anvende visse andre fritagelser eller reducerede satser på deres eget område, hvor noget sådant ikke giver anledning til konkurrencefordrejning«. Det fremgår af denne betragtning, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 i sin helhed skal fortolkes i lyset af den konkurrencefordrejning, som foranstaltningerne i denne bestemmelse kan medføre (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, nævnt i præmis 67 ovenfor, præmis 62).

70 Dette bekræftes af ottende betragtning til direktiv 92/81, hvori der henvises til nødvendigheden af »at fastlægge en fremgangsmåde for revision af alle de i dette direktiv indeholdte fritagelser eller reducerede satser for at kontrollere, om de fortsat er forenelige med det indre marked«, og af samme direktivs artikel 8, stk. 5, hvoraf det fremgår, at Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, skal revurdere sine bemyndigelsesbeslutninger, hvis Kommissionen finder, at de fritagelser og lempelser, hvortil der er givet tilladelse, ikke længere kan opretholdes, navnlig på grund af illoyal konkurrence eller forstyrrelser af det indre marked.

71 Konkurrencefordrejninger, der skyldes statsstøtte, skal undersøges af Kommissionen inden for rammerne af en ordning for forudgående tilladelse af Kommissionen, som er undergivet EU’s retsinstansers kontrol. I henhold til artikel 88, stk. 3, EF er statsstøtte således omfattet af en procedure, hvorefter det er pligtigt at foretage anmeldelse til Kommissionen. Denne procedure gælder for al statsstøtte, herunder også fiskal støtte. Medlemsstaterne må ikke gennemføre de foranstaltninger, de påtænker, uden at afvente Kommissionens godkendelse. Kommissionen undersøger, om støtten er forenelig med det indre marked, ikke på grundlag af den form, den kan have, men på grundlag af dens virkninger. Princippet om uforenelighed med det indre marked, som er fastsat i artikel 87 EF, gælder nemlig for støtte »under enhver tænkelig form«, herunder også visse fiskale foranstaltninger. Kommissionen kan bestemme, at den pågældende medlemsstat skal ændre eller ophæve støtte, som Kommissionen finder er uforenelig med det indre marked. Hvis støtten i strid med procedurereglerne allerede er blevet gennemført, indebærer ophævelsen af den principielt, at den pågældende medlemsstat skal tilbagesøge støtten hos modtagerne.

72 Det fremgår af præmis 64-71 ovenfor, at de regler om harmonisering af de nationale lovgivninger om skatter og afgifter, herunder reglerne om punktafgifter, som er fastsat i artikel 93 EF og direktiv 92/81, og reglerne om statsstøtte, som er fastsat i artikel 87 EF til 89 EF, har samme formål, nemlig at fremme det indre markeds funktion ved navnlig at bekæmpe konkurrencefordrejning. På grund af deres fælles formål kræver en indbyrdes overensstemmende gennemførelse af de nævnte regler – i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende – at begrebet konkurrencefordrejning anses for at have samme rækkevidde og betydning i relation til harmoniseringen af de nationale skatte- og afgiftslovgivninger og i relation til statsstøtte. Endvidere fremgår det af præmis 66-70 ovenfor, at de regler om harmonisering af de nationale skatte- og afgiftslovgivninger, herunder reglerne om punktafgifter, som er fastsat i artikel 93 EF og direktiv 92/81, udtrykkeligt pålægger EU’s institutioner – dvs. Kommissionen, der stiller forslag, og Rådet, der træffer afgørelse – at vurdere, om der kan forekomme konkurrencefordrejning, når de giver, eller ikke giver, en medlemsstat tilladelse til at anvende eller at fortsætte med at anvende en fritagelse for den harmoniserede punktafgift i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81, eller om der forekommer illoyal konkurrence eller forstyrrelser af det indre marked, der giver anledning til at revurdere en tilladelse, som allerede er givet på grundlag af sidstnævnte artikel, i henhold til artikel 8, stk. 5, i direktiv 92/81. I tilfælde af en negativ vurdering hvad dette angår, påhviler det Kommissionen at foreslå Rådet, at det ikke giver tilladelse til den begærede fritagelse, eller at det, i givet fald, ophæver eller ændrer den allerede meddelte tilladelse til fritagelse. Hvis Rådet når til en anden vurdering i denne henseende, kan Kommissionen gøre brug af sine beføjelser i henhold til artikel 230 EF og indbringe et annullationssøgsmål for EU’s retsinstanser til prøvelse af Rådets beslutning om at tillade en fritagelse eller om at opretholde en allerede meddelt tilladelse, således at det kan kontrolleres, at fritagelsen objektivt ikke giver anledning til nogen form for konkurrencefordrejning, illoyal konkurrence eller forstyrrelse af det indre marked.

73 Endelig vedrører begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF ifølge retspraksis en objektiv situation og afhænger ikke af institutionernes adfærd eller bemærkninger (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 72). Ifølge artikel 87, stk. 1, EF er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Bestemmelsen tager således sigte på de beslutninger fra medlemsstaterne, hvorved disse med henblik på gennemførelsen af deres egne økonomiske og sociale mål, ensidigt og selvstændigt stiller økonomiske midler til rådighed for virksomheder eller andre retssubjekter eller giver dem fordele, der skal begunstige virkeliggørelsen af de ønskede økonomiske eller sociale mål (Domstolens dom af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, præmis 31, og Rettens dom af 5.4.2006, sag T-351/02, Deutsche Bahn mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 100).

74 Det følger heraf, at fordele, for at kunne kvalificeres som støtte i medfør af artikel 87, stk. 1, EF, navnlig skal kunne tilregnes staten (jf. Domstolens dom af 16.5.2002, sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4397, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis, og dommen af 5.4.2006 i sagen Deutsche Bahn mod Kommissionen, nævnt i præmis 73 ovenfor, præmis 101), idet der skal sondres mellem spørgsmålet om, hvorvidt en støtte kan tilregnes staten, og spørgsmålet om, hvorvidt støtten blev ydet ved hjælp af statsmidler (jf. dommen af 5.4.2006 i sagen Deutsche Bahn mod Kommissionen, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

75 Det er på grundlag af de regler, hvortil der henvises i præmis 59-74 ovenfor, at det skal prøves, om Kommissionen, således som sagsøgerne har gjort gældende, tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters lovlighed ved ulovligt at ophæve en række retsvirkninger af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, ved i den anfægtede beslutning at anvende reglerne om statsstøtte på de omtvistede fritagelser, som blev indrømmet til og med den 31. december 2003.

76 Kommissionen har, i det foreliggende tilfælde, ikke bestridt, at det var på grundlag af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, at Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik anvendte eller fortsatte med at anvende de omtvistede fritagelser til og med den 31. december 2003 henholdsvis på Sardinien, i Shannon-regionen og i Gardanne-regionen til fordel for Eurallumina, AAL og Alcan. Som nævnt i præmis 68 ovenfor, var de nævnte bemyndigelsesbeslutninger en nødvendig betingelse for, at de pågældende medlemsstater lovligt kunne indrømme fritagelserne. Desuden har Kommissionen – således som det fremgår af 99. betragtning til den anfægtede beslutning – medgivet, at »medlemsstaterne [...] havde ret til at påberåbe sig formuleringen i beslutning 92/510/EØF, beslutning 93/697/EF, beslutning 96/273/EF, beslutning 97/425/EF, beslutning 1999/255/EF, beslutning 1999/880/EF og beslutning 2001/224/EF«.

77 Ved Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, blev Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik klart og tydeligt meddelt tilladelse til at anvende eller at fortsætte med at anvende fritagelser for punktafgift på mineralolie, der blev anvendt som brændstof til produktionen af aluminiumoxid henholdsvis på Sardinien, i Shannon-regionen og i Gardanne-regionen, senest til og med den 31. december 2006, kun med forbehold af Rådets eventuelle tidligere end planlagte gennemgang af situationen på grundlag af et forslag fra Kommissionen efter proceduren i artikel 8, stk. 5, i direktiv 92/81 (jf. præmis 6 ovenfor). Da der var knyttet en række restriktive betingelser af geografisk og tidsmæssig art til beslutningerne, var disse bindende for de pågældende medlemsstater, hvilket Kommissionen i øvrigt tog hensyn til i 17. og 63. betragtning til den anfægtede beslutning.

78 Det er ikke blevet bestridt, at Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik fuldt ud efterlevede de restriktive geografiske og tidsmæssige betingelser i Rådets bemyndigelsesbeslutninger. De anvendte eller fortsatte med at anvende de omtvistede fritagelser kun i de regioner, som angives i Rådets bemyndigelsesbeslutninger, dvs. henholdsvis på Sardinien, i Shannon-regionen og i Gardanne-regionen. Endvidere indrømmede medlemsstaterne de omtvistede fritagelser i den periode, hvori Rådets bemyndigelsesbeslutninger havde virkning, dvs. perioden til og med den 31. december 2006.

79 Kommissionen har ganske vist gjort gældende, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger var en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig, betingelse for, at medlemsstaterne kunne indrømme de omtvistede fritagelser. Ifølge Kommissionen indebar beslutningerne ikke, at de omtvistede fritagelser ikke skulle anmeldes til og godkendes af Kommissionen i overensstemmelse artikel 88 EF, hvis de udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF. Den omstændighed, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger var betinget af en efterfølgende anvendelse af procedurerne og reglerne for statsstøtte, bekræftes ifølge Kommissionen af femte betragtning til beslutning 2001/224, hvori der udtrykkeligt henvises til eventuelle fremtidige sager og kommissionsbeslutninger i henhold til artikel 87 EF og 88 EF.

80 Hvad dette angår bemærkes for det første, at der i Rådets bemyndigelsesbeslutninger forud for beslutning 2001/224 – således som Kommissionen selv medgav i 97. betragtning til den anfægtede beslutning – ikke blev »nævnt noget om, at foranstaltningerne kunne være i strid med statsstøttereglerne, og der blev heller ikke henvist til anmeldelsespligten«. Rådet kan derfor ikke anses for udtrykkeligt at have gjort virkningerne af beslutningerne betinget af, at de pågældende medlemsstater i overensstemmelse med artikel 88 EF anmeldte de omtvistede fritagelser til Kommissionen, og at denne vedtog en beslutning om ikke at gøre indsigelse eller en positiv statsstøttebeslutning.

81 For det andet kan, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, femte betragtning til beslutning 2001/224, således som den delvis gengives i præmis 15 ovenfor, af de nedenfor anførte grunde ikke fortolkes som en udtrykkelig tilkendegivelse af, at Rådet ønskede at gøre virkningerne af dets tilladelse betinget af, at de pågældende medlemsstater overholdt deres forpligtelse til at anmelde de omtvistede fritagelser til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 88 EF, og at denne vedtog en beslutning om ikke at gøre indsigelse eller en positiv beslutning om fritagelserne.

82 Først og fremmest er Kommissionens fortolkning af femte betragtning til beslutning 2001/224 implicit, men uomgængeligt, blevet afkræftet af Rådet i dets svar på Rettens spørgsmål (jf. præmis 36 ovenfor). Efter at være blevet anmodet om at udtale sig om, hvorvidt en undersøgelse af de omtvistede fritagelser i relation til reglerne om statsstøtte, der, som i det foreliggende tilfælde, mundede ud i en negativ endelig kommissionsbeslutning, på trods af ordlyden af artikel 1 i beslutning 2001/224, der tillod Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik at fortsætte med at anvende til de omtvistede fritagelser og med den 31. december 2006, ville kunne bringe fritagelserne til ophør tidligere end forventet, svarede Rådet, at da Kommissionen intet foretog sig, enten ved at gøre brug af sine beføjelser i henhold til artikel 230 EF eller ved at fremsætte et nyt forslag i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81 i overensstemmelse samme direktivs artikel 8, stk. 5, »forblev beslutning 2001/224 gyldig, og [de pågældende] medlemsstat[er] kunne med føje opretholde de omtvistede fritagelser på grundlag af den i beslutningen meddelte tilladelse«. Det fremgår af dette svar, at Rådet ikke ønskede at gøre virkningerne af beslutning 2001/224 betinget af eventuelle efterfølgende sager og kommissionsbeslutninger på statsstøtteområdet.

83 Under alle omstændigheder er det ikke muligt at tiltræde Kommissionens fortolkning af femte betragtning til beslutning 2001/224 og henvisningen i denne betragtning til eventuelle fremtidige sager og beslutninger i henhold til artikel 87 EF og 88 EF, da den under omstændighederne i det foreliggende tilfælde ville føre til en indbyrdes uoverensstemmende gennemførelse af reglerne om harmonisering af de nationale skatte- og afgiftslovgivninger, herunder reglerne om punktafgifter, og reglerne om statsstøtte, som ville være i strid med de krav, der følger af iagttagelsen af retssikkerhedsprincippet (jf. præmis 62 ovenfor).

84 For det første muliggør denne fortolkning ikke en indbyrdes overensstemmende gennemførelse af de forskellige regler i EU-retten, hvis anvendelse er blevet påberåbt i den foreliggende sag, eftersom Rådets successive bemyndigelsesbeslutninger, der blev vedtaget enstemmigt på forslag af Kommissionen, i overensstemmelse med de regler, som angives i præmis 66-68 ovenfor, byggede på Rådets og Kommissionens fælles vurdering, hvorefter de omtvistede fritagelser ikke ville føre til konkurrencefordrejning eller forstyrre det indre markeds funktion; det følger heraf, at et af elementerne i definitionen af statsstøtte som omhandlet i artikel 87 EF, nemlig at støtten fordrejer konkurrencen, på forhånd ikke var til stede.

85 Den omstændighed, at Rådet og Kommissionen delte denne vurdering, bekræftes af fjerde betragtning til beslutning 92/510, hvorefter »Kommissionen og alle medlemsstaterne accepterer, at disse fritagelser er begrundet i særlige politiske hensyn og ikke medfører konkurrencefordrejning eller hindrer det indre marked i at fungere tilfredsstillende«, og af en tilsvarende bemærkning i fjerde betragtning til beslutning 93/697 og til beslutning 96/273.

86 Endvidere bekræftes det af dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., nævnt i præmis 31 ovenfor (præmis 83), hvori Domstolen bemærkede, at »Kommissionen ved Rådets vedtagelse af beslutningerne om godkendelse af de omtvistede fritagelser var af den opfattelse, at fritagelserne ikke medførte konkurrencefordrejninger eller var til hinder for det indre markeds funktion«.

87 Ydermere har Rådet bekræftet det i sit svar på Rettens spørgsmål (jf. præmis 36 ovenfor), hvori det anførte, at Rådet »på grundlag af sine beføjelser i henhold til artikel 93 EF og følgelig efter at have hensyn til nødvendigheden af, at det indre marked fungerer efter hensigten, i en situation, som ifølge dets oplysninger omfattede tre specifikke modtagere og tre andre erhvervsdrivende i andre stater, som ligeledes fremstillede aluminiumoxid, meddelte de tre berørte medlemsstater tilladelse til at fortsætte med at anvende [de omtvistede fritagelser], hvis indhold, rækkevidde og virkninger såvel [Rådet] som Kommissionen var fuldt vidende om, indtil et bestemt tidspunkt«.

88 Endvidere ville, ifølge Rådets og Kommissionens fælles vurdering i femte betragtning til beslutning 97/425, og, med en tilsvarende formulering, fjerde betragtning til beslutning 1999/880 og fjerde betragtning til beslutning 1999/255, »nedsættelserne og fritagelserne [blive] løbende evalueret af Kommissionen for at sikre, at de [var] forenelige med det indre marked og de øvrige målsætninger i [EF-]traktaten«.

89 Endelig medgav Kommissionen selv i 97. betragtning til den anfægtede beslutning, at da bemyndigelsesbeslutningerne, senest beslutning 2001/224, blev vedtaget enstemmigt af Rådet på forslag af Kommissionen, »[manglede] et af elementerne i statsstøttedefinitionen i traktatens artikel 87, nemlig konkurrencefordrejningen«.

90 På baggrund af Rådets og Kommissionens fælles vurdering, som dannede grundlag for alle Rådets bemyndigelsesbeslutninger, og hvorefter de omtvistede fritagelser ikke ville medføre konkurrencefordrejning og ikke være til hinder for det indre markeds funktion, ville det være inkonsekvent at fortolke femte betragtning til beslutning 2001/224 og henvisningen i denne betragtning til eventuelle sager og beslutninger i henhold til artikel 87 EF og 88 EF således, at Rådet ønskede at gøre virkningerne af beslutning 2001/224 betinget af eventuelle sager og kommissionsbeslutninger på statsstøtteområdet. Denne fælles vurdering stemmer derimod overens med den modsatte fortolkning, hvorefter Rådet ikke ønskede at gøre virkningerne af beslutning 2001/224 betinget af udfaldet af eventuelle sager og de følgende beslutninger på statsstøtteområdet.

91 For det andet fører Kommissionens fortolkning ikke til en indbyrdes overensstemmende gennemførelse af de forskellige regler i EU-retten, hvis anvendelse er blevet påberåbt i den foreliggende sag, eftersom den regionale selektivitet af de omtvistede fritagelser var en direkte virkning af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, hvori de restriktive anvendelsesbetingelser for fritagelserne var defineret geografisk. Således som Kommissionen selv anfører i 17. og 63. betragtning til den anfægtede beslutning, kunne de omtvistede fritagelser, som fastsat i de pågældende nationale lovgivninger, ikke anvendes på hele de berørte medlemsstaters område, men kun i de regioner, der var angivet i bilag I til beslutning 2001/224, hvortil der blev henvist i samme beslutnings artikel 1, stk. 1; de var, som anført i 63. betragtning til den anfægtede beslutning, »regionalt selektive, da [Rådets bemyndigelses]beslutninger kun tillod fritagelser i bestemte regioner, og potentielle investorer, der var interesserede i at investere i aluminiumoxidproduktion i andre regioner, ikke kunne være sikre på at få samme behandling«. Den omstændighed, at foranstaltningerne var regionalt selektive, kunne derfor ikke a priori tilregnes de pågældende medlemsstater, men var en virkning af Rådets bemyndigelsesbeslutninger.

92 Eftersom den omstændighed, at de omtvistede fritagelser var regionalt selektive, ikke var en følge af ensidige og selvstændige beslutninger truffet af de pågældende medlemsstater, men af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, ville det være inkonsekvent at fortolke femte betragtning til beslutning 2001/224 og henvisningen i denne betragtning til eventuelle sager og beslutninger i henhold til artikel 87 EF og 88 EF således, at Rådet ønskede at gøre virkningerne af beslutning 2001/224 betinget af eventuelle sager og kommissionsbeslutninger på statsstøtteområdet. Den nævnte omstændighed stemmer derimod overens med den modsatte fortolkning, hvorefter Rådet ikke ønskede at gøre virkningerne af beslutning 2001/224 betinget af udfaldet af eventuelle sager og kommissionsbeslutninger på statsstøtteområdet.

93 For det tredje muliggør Kommissionens fortolkning ikke en indbyrdes overensstemmende gennemførelse af de forskellige regler i EU-retten, hvis anvendelse er blevet påberåbt i den foreliggende sag, eftersom Den Italienske Republiks, Irlands og Den Franske Republiks manglende overholdelse af den i direktiv 92/82 fastsatte minimumssats for punktafgiften, som i den pågældende periode udgjorde 13 EUR pr. 1 000 kg, var i overensstemmelse med Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, der tillod de pågældende medlemsstater at anvende eller fortsætte med at anvende de omtvistede fritagelser til og med den 31. december 2006. Således anfører Kommissionen selv i 76. betragtning til den anfægtede beslutning: »Alle tre [af Rådet tilladte] fritagelser var [...] fuldstændige fritagelser.« De adskilte sig således fra de punktafgiftsnedsættelser eller den anvendelse af differentierede punktafgiftssatser, hvortil der var givet tilladelse i Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, på den udtrykkelige betingelse, at de anvendte satser overholdt de i direktiv 92/82 omhandlede betingelser, navnlig de heri fastsatte minimale punktafgiftssatser. Det forhold, at Eurallumina, AAL og Alcan før den 31. december 2006 ikke betalte en afgift, der mindst svarede til den i direktiv 92/82 fastsatte minimale punktafgiftssats, som i den pågældende periode udgjorde 13 EUR pr. 1 000 kg, kan følgelig tilskrives de rådsbeslutninger, hvori Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik havde fået tilladelse til at fortsætte med at anvende fuldstændige fritagelser for punktafgift på mineralolie, der anvendes som brændstof til produktion af aluminiumoxid henholdsvis på Sardinien, i Shannon-regionen og i Gardanne-regionen, til og med denne dato.

94 I betragtning af arten af de af Rådet tilladte foranstaltninger, nemlig fuldstændige fritagelser for punktafgift i modsætning til nedsættelse af punktafgifterne, som overholder den i direktiv 92/82 fastsatte minimale punktafgiftssats, ville det have været selvmodsigende, hvis Rådet ved femte betragtning til beslutning 2001/224 havde haft til hensigt at give udtryk for, at det ønskede at gøre beslutningens virkninger betinget af en senere kommissionsbeslutning på statsstøtteområdet såsom den anfægtede beslutning, hvorefter de pågældende medlemsstater lovligt kun ville kunne nedsætte punktafgifterne – på betingelse af at de anvendte satser overholdt den i direktiv 92/82 fastsatte minimale punktafgift på 13 EUR pr. 1 000 kg (jf. 76. betragtning til og artikel 4 i den anfægtede beslutning). Derimod stemmer arten af de af Rådet tilladte foranstaltninger overens med den modsatte fortolkning, hvorefter Rådet ikke ønskede at gøre virkningerne af beslutning 2001/224 betinget af udfaldet af eventuelle efterfølgende sager og beslutninger på statsstøtteområdet.

95 Det følger af præmis 83-94 ovenfor, at femte betragtning til beslutning 2001/224 og henvisningen i denne betragtning til eventuelle sager og beslutninger i henhold til artikel 87 EF og 88 EF, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke kan sigte til tilfælde, hvor medlemsstaterne anvender punktafgiftsnedsættelser eller fritagelser for punktafgift, idet de fuldt ud overholder en tilladelse udstedt af en EU-institution (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i præmis 59 ovenfor, præmis 15, 16, 24 og 25, og Domstolens dom af 15.7.2010, sag C-582/08, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 7195, præmis 47-52). En sådan fortolkning ville nemlig være i strid med det absolutte krav om, at der skal sikres en indbyrdes overensstemmende gennemførelse af de forskellige bestemmelser i EU-retten, hvis anvendelse er blevet påberåbt i den foreliggende sag, som selv følger af retssikkerhedsprincippet (jf. præmis 62 ovenfor). Den nævnte betragtning og henvisning sigter følgelig a priori til tilfælde, der adskiller sig fra de foreliggende, og hvori medlemsstaterne anvender punktafgiftsnedsættelser eller fritagelser for punktafgift under udøvelse af et skøn, som EU-retten tillægger dem (jf. i denne retning dommen af 5.4.2006 i sagen Deutsche Bahn mod Kommissionen, nævnt i præmis 73 ovenfor, præmis 113; jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Socridis, nævnt i præmis 66 ovenfor, præmis 19 og 20), eller hvori de ikke overholder de betingelser, som udtrykkeligt er fastsat i denne ret med henblik på at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, såsom de i direktiv 92/82 fastsatte minimale punktafgiftssatser.

96 Kommissionen kan derfor ikke med føje hævde, at Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik ved at fortsætte med at anvende de omtvistede fritagelser i perioden til og med den 31. december 2003 tilsidesatte en betingelse fastsat i Rådets bemyndigelsesbeslutninger, herunder beslutning 2001/224, der gjorde beslutningernes virkninger betinget af udfaldet af eventuelle efterfølgende sager og kommissionsbeslutninger på statsstøtteområdet.

97 Det følger heraf, at de pågældende medlemsstater overholdt alle de betingelser, der var fastsat i Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, hvorfor de ikke kun indrømmede de omtvistede fritagelser til og med den 31. december 2003 på grundlag af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, men i den forbindelse også fuldt ud overholdt betingelserne heri.

98 Endvidere må Kommissionens argumenter om, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, under alle omstændigheder ikke kunne bevirke, at Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik blev fritaget for deres forpligtelse til at overholde reglerne og procedurerne vedrørende statsstøtte, og at Rådet ved udøvelsen af sine egne beføjelser vedrørende harmonisering af skatter og afgifter ikke kunne gribe ind i Kommissionens så godt som eksklusive beføjelser på statsstøtteområdet, forkastes. Således som det fremgår af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 73 og 74 ovenfor, skulle de fordele, de omtvistede fritagelser kan have bibragt de virksomheder, som de kom til gode, for at kunne kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF kunne tilskrives en ensidig og selvstændig beslutning truffet af de pågældende medlemsstater. I det foreliggende tilfælde indrømmede disse imidlertid de omtvistede fritagelser på grundlag af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, idet de overholdt alle de heri fastsatte betingelser. Således som sagsøgerne med rette anførte i deres svar på Rettens spørgsmål og under retsmødet, må de nævnte fordele derfor tilskrives Unionen, som gennem en af sine institutioner havde tilladt Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik at fortsætte med at anvende de omtvistede fritagelser til og med den 31. december 2006, bl.a. ud fra den vurdering, at fritagelserne ikke ville medføre konkurrencefordrejning.

99 Heraf følger, at Kommissionen, selv som led i udøvelsen af sine så godt som eksklusive beføjelser i henhold til artikel 87 EF og 88 EF, ikke kunne kvalificere de omtvistede fritagelser som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, så længe Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, var gældende og hverken var blevet ændret af Rådet eller annulleret af EU’s retsinstanser. Kommissionen havde heller ikke grundlag for at foreholde de berørte medlemsstater, at de ikke havde anmeldt de omtvistede fritagelser, som de havde indrømmet til og med den 31. december 2003 på grundlag af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, idet det havde overholdt de heri fastsatte betingelser, til Kommissionen, eftersom de proceduremæssige forpligtelser i henhold til artikel 88 EF følger af, at de pågældende foranstaltninger kan klassificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

100 Selv om der påhvilede Kommissionen et sådant ansvar (jf. præmis 72 ovenfor), gjorde den på intet tidspunkt brug af sine beføjelser med henblik på udvirke, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, blev ophævet, ændret eller annulleret, eller at direktiv 92/81 blev erklæret ugyldigt, enten som helhed eller blot for så vidt angår artikel 8, stk. 4. Kommissionen medgav selv i 96. betragtning til den anfægtede beslutning, at »[m]an [...] generelt ikke [vil] forvente, at Kommissionen forelægger Rådet forslag om godkendelse af nationale foranstaltninger, der vil kunne anses for at være uforenelige med andre traktatbestemmelser, uden at antyde en sådan mulighed, specielt når forslagene drejer sig om helt konkrete foranstaltninger og et lille antal støttemodtagere som i denne sag, og når formålet er at forhindre konkurrencefordrejninger inden for Fællesskabet«, eller at den »ville foreslå Rådet at godkende en forlængelse af en eksisterende fritagelse, hvis den fandt, at nogen støtte ydet under den eksisterende fritagelse kunne anses for uforenelig med fællesmarkedet«. På samme måde ville man ikke forvente, at Kommissionen i betragtning af dens forpligtelse til at sikre en gennemførelse af statsstøttereglerne, der stemmer overens med de andre bestemmelser i EU-retten, som de omtvistede fritagelser var omfattet af (præmis 61 ovenfor), ville afstå fra at gøre brug af sine beføjelser med henblik på udvirke, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger blev ændret eller delvis annulleret, eller at artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81, på grundlag af hvilken disse beslutninger var blevet vedtaget, blev erklæret for ugyldig, hvis den fandt, at visse virkninger af beslutningerne eller af direktiv 92/81 var uforenelige med reglerne om statsstøtte.

101 Den omstændighed, at de omtvistede fritagelser i det foreliggende tilfælde ikke kunne kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, var ikke til hinder for, at de stadig var omfattet af artikel 8, stk. 5, i direktiv 92/81, og at de derfor kunne blive genstand for »eventuelle [...] sager om forvridning af det indre marked«, således som det blev angivet i femte betragtning til beslutning 2001/224. Det bekræftes således i artikel 1, stk. 2, i beslutning 2001/224, at den af Rådet meddelte tilladelse udløb den 31. december 2006, »[m]edmindre Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen foretager en gennemgang af situationen på området tidligere end planlagt« i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 5, i direktiv 92/81. Det er ikke blevet bestridt, at Kommissionen ikke på noget tidspunkt forelagde Rådet et passende forslag på dette grundlag med den begrundelse, at de omtvistede fritagelser ikke kunne opretholdes længere, navnlig på grund af illoyal konkurrence eller forvridning af det indre marked.

102 Kommissionen gjorde heller ikke brug af sine beføjelser i henhold til artikel 230 EF med henblik på at påstå den ene eller den anden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger annulleret med den begrundelse, at den pågældende beslutning var behæftet det urigtige skøn, at de omtvistede fritagelser objektivt ikke gav anledning til nogen form for konkurrencefordrejning, illoyal konkurrence eller forstyrrelse af det indre marked. Desuden rejste den ikke indsigelse om lovligheden af direktiv 92/81 som helhed eller af direktivets artikel 8, stk. 4, på grundlag af artikel 241 EF (nu artikel 277 TEUF). Hverken Rådets bemyndigelsesbeslutninger eller direktiv 92/81 er således helt eller delvis blevet annulleret eller erklæret for ugyldige af EU’s retsinstanser.

103 Endelig har Kommissionen, selv i sine skriftlige indlæg i den foreliggende sag, aldrig hævdet, at Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, eller direktiv 92/81 som helhed eller blot direktivets artikel 8, stk. 4, bør betragtes som nulliteter eller blot som ulovlige retsakter.

104 Heraf følger, således som Rådet med rette har påpeget i sit svar på Rettens spørgsmål (jf. præmis 36 ovenfor), at beslutning 2001/224 bestod og fortsat var gyldig, da Kommissionen vedtog den anfægtede beslutning. Beslutning 2001/224, Rådets forudgående bemyndigelsesbeslutninger og direktiv 92/81, herunder navnlig dettes artikel 8, stk. 4, var omfattet af den formodning om lovlighed, der knytter sig til enhver EU-retsakt. De affødte alle deres retsvirkninger. Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik havde derfor ret til at støtte sig på Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, med henblik på at fortsætte med at anvende de omtvistede fritagelser henholdsvis på Sardinien, i Shannon-regionen og i Gardanne-regionen til og med den 31. december 2003. Beslutningerne var principielt til hinder for, at Kommissionen i den anfægtede beslutning kunne tilregne de pågældende medlemsstater ovennævnte omtvistede fritagelser og derfor for, at den kunne kvalificere dem som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF og bestemme, at støtten skulle tilbagesøges, i det omfang Kommissionen fandt den uforenelig med fællesmarkedet som omhandlet i artikel 87, stk. 3, EF.

105 Under de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde må det fastslås, at den anfægtede beslutning ved direkte at anfægte gyldigheden af de omtvistede fritagelser, som Den Italienske Republik, Irland og Den Franske Republik indrømmede til og med den 31. december 2003, ligeledes indirekte, men uundgåeligt, anfægter gyldigheden af Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, og de virkninger, der knytter sig til dem. Derved strider den imod retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed.

106 De anbringender og klagepunkter, som er fremsat i de forenede sager T-50/06 RENV, T-56/06 RENV, T-60/06 RENV, T-62/06 RENV og T-69/06 RENV vedrørende tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed, må derfor tiltrædes.

107 Hvad for det andet angår det klagepunkt om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, som Eurallumina har fremsat i sag T-62/06 RENV, fremgår det af retspraksis, at dette princip ikke i sig selv tillægger borgerne rettigheder (Rettens dom af 6.12.2001, sag T-196/99, Area Cova m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3597, præmis 43), medmindre det er et udtryk for særlige rettigheder (Rettens dom af 4.10.2006, sag T-193/04, Tillack mod Kommissionen, Sml. II, s. 3995, præmis 127, og af 13.11.2008, sag T-128/05, SPM mod Rådet og Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 127).

108 Det følger af det foregående, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning navnlig tilsidesatte de fritagelser for punktafgift, som Den Italienske Republik – således som det fremgår af 18., 20. og 63. betragtning til den anfægtede beslutning – havde indrømmet Eurallumina for så vidt angår selskabets anlæg på Sardinien i henhold til den tilladelse, Rådet havde meddelt i beslutning 2001/224. Så længe Rådets bemyndigelsesbeslutninger, senest beslutning 2001/224, var gældende og hverken var blevet ændret af Rådet eller annulleret af EU’s retsinstanser, var retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed til hinder for, at Kommissionen som led i udøvelsen af sine så godt som eksklusive beføjelser på statsstøtteområdet vedtog en beslutning, der stred imod virkningerne af beslutning 2001/224 ved bl.a. at anfægte de særlige rettigheder, Den Italienske Republik havde indrømmet Eurallumina i henhold til denne beslutning.

109 Heraf følger, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning uden at tage hensyn til de særlige rettigheder, som Den Italienske Republik havde indrømmet Eurallumina i henhold til beslutning 2001/224, og som, da de udgjorde virkninger af sidstnævnte beslutning, var retligt beskyttet af retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed, ligeledes tilsidesatte princippet om god forvaltning.

110 Idet det er ufornødent at prøve de øvrige anbringender og klagepunkter, der er fremsat af Irland i sag T-50/06 RENV, af AAL i sag T-69/06 RENV, af Den Italienske Republik i sag T-60/06 RENV, af Eurallumina i sag T-62/06 RENV og af Den Franske Republik i sag T-56/06 RENV, må den anfægtede beslutning følgelig annulleres, for så vidt som det heri fastslås, eller for så vidt som den bygger på konstateringen af, at de fritagelser for punktafgift på mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid, som Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik har indrømmet til og med den 31. december 2003, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og i det omfang det bestemmes i beslutningen, at Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge fritagelserne hos de virksomheder, de er kommet til gode, i det omfang de pågældende virksomheder ikke har betalt en punktafgift på mindst 13,01 EUR pr. 1 000 kg svær brændselsolie.

Sagsomkostningerne

111 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

112 Da Kommissionen har tabt sagen, bør denne pålægges at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i sag T-69/06 R om foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med sagsøgernes påstande herom.

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1) Kommissionens beslutning 2006/323/EF af 7. december 2005 om den punktafgiftsfritagelse for mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid i Gardanne, i Shannon-regionen og på Sardinien, som henholdsvis Frankrig, Irland og Italien har indført, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, eller for så vidt som den bygger på konstateringen af, at de fritagelser for punktafgift på mineralolie anvendt som brændstof til produktion af aluminiumoxid, som Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik har indrømmet til og med den 31. december 2003, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og i den udstrækning det bestemmes i beslutningen, at Den Franske Republik, Irland og Den Italienske Republik skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge fritagelserne hos de virksomheder, de er kommet til gode, i det omfang de pågældende virksomheder ikke har betalt en punktafgift på mindst 13,01 EUR pr. 1 000 kg svær brændselsolie.

2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Irlands omkostninger i sag T-50/06 RENV, Den Franske Republiks omkostninger i sag T-56/06 RENV, Den Italienske Republiks omkostninger i sag T-60/06 RENV, Eurallumina SpA’s omkostninger i sag T-62/06 RENV og Aughinish Alumina Ltd’s omkostninger i sag T-69/06 RENV, herunder omkostningerne i sag T-69/06 R om foreløbige forholdsregler.